Nu kommer der mere hjælp til borgere, der kører med spiritus eller euforiserende stoffer i blodet.
Spiritus- og narkotikakørsel medfører fare for både føreren selv og andre i trafikken. Fra 2015-2019 blev 165 danskere dræbt i trafikken i færdselsulykker hvor føreren var alkoholpåvirket. De 13 døde i vores politikreds.
I det kommende år går Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og Rusmiddelcenter i Lolland Kommune og Center for afhængighed i Guldborgsund Kommune sammen om et fælles projekt, der skal udvikle og iværksætte indsatser til forebyggelse af spiritus- og narkotikakørsel.
Det har hidtil været spirituskørsel, der udgjorde størstedelen af politiets sigtelser inden for området, men narkotikakørslen har været støt stigende og i 2020 ligger sigtelser for spiritus- og narkotikakørsel på samme niveau.
Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds sigtede i 2020 906 trafikanter for at være påvirket af spiritus eller narkotika.
Fra 1. juli 2021 og ét år frem, vil borgere med bopæl i Guldborgsund og Lolland Kommune i forbindelse med sigtelser for hhv. spiritus- eller narkotikakørsel blive tilbudt at blive kontaktet af kommunens Rusmiddelcenter. Herved får borgerne rådgivning og tilbud om behandling.
Projektet er baseret på erfaringer fra Sverige, model SMADIT, hvor metoden med succes har været i brug siden 2003, ligesom der er gjort gode erfaringer i lignende tiltag i Nordjylland og på Bornholm.
Såvel politiet som rusmiddelcentrene ser frem til dette forebyggelsestiltag og et tættere samarbejde til gavn for borgerne og til gavn for trafiksikkerheden.