Rødby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NAKSKOV: Trafikken blev kontrolleret
I fredags mellem klokken 16.25 og 19.06 havde politiets færdselsafdeling en kontrol af færdslen flere steder i Nakskov by. 27 køretøjer blev kontrolleret – heriblandt var otte knallerter, der alle var lovlige. Der blev oprettet tre sager, hvor en drejede sig om en cyklist, der kørte over for rødt, en bilist lavede hjulspin, og en anden bilist tale i håndholdt mobiltelefon.
I lørdags var færdselspolitiet igen i Nakskov – denne gang med den automatiske fartkontrol. Mellem klokken 15.16 og 16.30 blev trafikken målt på Varkausvej, hvor højest tilladte hastighed er 50 km/t. 12 biler blev kontrolleret, men alle kørte pænt. En halv time senere stod målebilen på Højrebyvej, hvor hastigheden blev målt mellem klokken 17.03 og 19.15. Denne gang blev 270 køretøjer kontrolleret, og to af dem overholdt ikke fartgrænsen på 80 km/t. Den hurtigste blev målt til 95 km/t.
NÆSTVED: 54-årig varetægtsfængslet – sigtet for salg af narko
Fredag klokken 17.07 så et vidne noget, der kunne ligne en handel med narko på en adresse i Næstved. Vidnet kontaktede politiet, som kort efter var på pletten. En 54-årig mand åbnede døren til lejligheden, som blev ransaget. Her fandt politiet noget amfetamin og en del ting, der kunne indikere, at der blev solgt narko fra stedet. Den 54-årige blev anholdt og sigtet for salg af narko, og han blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 6. oktober.
NAKSKOV: Rykkede ud til larm på biblioteket
Politiet fik fredag klokken 15.38 en anmeldelse om, at nogle unge larmede og lavede ballade på biblioteket på Søvej i Nakskov. En politipatrulje kørte til stedet, men da var der faldet ro over stedet igen.
SLAGELSE: Købte boremaskine, men fik den aldrig
Der er et par ganske nemme forholdsregler, man kan tage, hvis man handler på nettet, fx på DBA.dk. Her er rådet kun at handle med sælgere, der er NemID-valideret, og når der skal betales, kan det ske via MobilePay. Det havde en 60-årig mand fra Slagelse gjort, da han i sidste uge købte en boremaskine. Han overførte salgssummen via MobilePay, men modtog aldrig maskinen. Det giver politiet ganske gode spor at gå efter, og den aktuelle sag efterforskes som en sag om bedrageri.
RUDS-VEDBY: Ulovlige stoffer i bil
Politiet blev fredag klokken 23.50 opmærksom på en bil, der holdt parkeret i Ruds-Vedby. På instrumentpanelet lå noget, der kunne ligne euforiserende stoffer, og derfor fandt betjentene fandt frem til ejeren af bilen, der var en 28-årig mand fra Høng, som befandt sig i et hus i nærheden. Bilen blev ransaget, og der blev fundet både amfetamin og kokain. Den 28-årige blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Kvinde sigtet for vold efter hun brugte peberspray
En 56-årig kvinde er sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven efter hun lørdag klokken 18.56 sprøjtede sin kæreste i ansigtet med peberspray. Forinden var gået et længere forløb, hvor hun følte sig truet. Besiddelse og brug af peberspray er ulovlig.
NÆSTVED: Bøde for to baner kokain
To politibetjente, der natten til lørdag patruljerede i Ramsherred i Næstved, bemærkede omkring klokken 0.20 to mænd, der gik ind i en baggård, og her gjorde den ene to baner kokain klar på sin mobiltelefon. Han blev dog afbrudt af politiet i sit forehavende, og det ulovlige stof blev konfiskeret. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og står nu til en bøde på 3.000 kroner for at have haft – viste det sig – 0,3 gram kokain. Der er tale om en 21-årig mand fra Næstved.
NYKØBING: Taxakunde slog bule i taxaen
Natten til lørdag kørte en 22-årig mand hjem fra byen i en taxa, men da det kom til betalingen, havde han ikke strøm på mobilen, så han kunne betale. Det kom til et mindre skænderi mellem den 22-årige og taxachaufføren, og da chaufføren kørte fra stedet, slog den 22-årige ud efter bilen, så der kom en mindre bule. Forholdet blev anmeldt til politiet, som tog kontakt til den 22-årige. Han blev sigtet for hærværk og for at have bortfjernet sig uden at betale, hvilket er en overtrædelse af straffelovens bestemmelser
SLAGELSE: 18-årig mand sigtet for narkosalg
Politiet mødte søndag klokken 1.13 en 18-årig mand på Rosenkildevej. Manden havde både kokain og hash i salgsposer i lommen samt en vægt og en "salgstelefon". Da politiet efterfølgende ransagede mandens adresse, fandt man en større mængde hash og kokain, samt et større kontantbeløb. Manden sigtes for salg af narkotika.
VORDINGBORG: Må ikke komme på værtshuset i to år
Efter et slagsmål søndag klokken 2.48 på et værtshus på Algade blev et vandingshul for de to stridshaner lukket de næste to år. En 32-årig mand fra Tappernøje og en 31-årig mand fra Nykøbing Falster var kommet op at slås, og de blev derfor meddelt et forbud mod at komme på beværtningen i 24 måneder.
SLAGELSE: Ville bide betjent i låret
En 29-årig mand fra Korsør var søndag klokken 02.51 blevet så fuld, at han blev smidt ud af en fest på Løvegade. Nu blev han så højtråbende udenfor, at politiet blev tilkaldt. Det førte til, at manden rettede sin vrede mod politiets patrulje, både verbalt og fysisk. Han blev dels sigtet for ordensbekendtgørelsen, fordi han kaldte betjentene adskillige grimme ting, og så blev han sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand, efter at have bidt denne ene betjent i benet under anholdelsen. Mandens bid ramte imidlertid uniformslommen. Manden blev anbragt i detentionen og løsladt igen søndag efter middag.
RØDBYHAVN: Overtrådte indrejseforbud
Tidligt søndag morgen kontrollerende politiets udlændingekontrolafdeling i Rødbyhavn en bil, der netop var kommet i land fra færgen. Der var to udenlandske kvinder med i bilen, og det viste sig, at de begge havde et forbud mod at rejse ind i Danmark. Derfor blev de begge anholdt klokken 3.25 og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Kvinderne, der er 27 og 28 år gamle, blev fremstillet i grundlovsforhør søndag og varetægtsfængslet frem til den 2. oktober.
VORDINGBORG: Fandt tysk håndgranat
En kvinde fra Vordingborg var ved at rydde op i en lade, da hun fandt en kuffert, som indeholdt en håndgranat og sprængstof. Kvinden kontaktede politiet og undersøgelser viste at den tyske håndgranat og sprængstof stammede fra 2. Verdenskrig og havde tilhørt hendes afdøde svigerfar, der havde været med i krigen. Forsvarets bomberyddere blev tilkaldt og håndterede sprængstofferne.
VORDINGBORG: Søndagstur på broen
Søndag klokken 12.18 fik politiet flere anmeldelser fra trafikanter, der havde bemærket en fodgænger, der var på vej sydpå på Farøbroerne. En politipatrulje fandt hurtigt frem til pågældende, som var en 37-årig udenlandsk lastbilchauffør. Han forklarede, at han var på vej til købmanden… Politibetjentene gav ham et lift væk fra motorvejen og satte ham af på Farø.
RØDBYHAVN: Forsøgte at smugle sin far ind i Danmark
Ved kontrollen af en bus, der søndag klokken 13.25 ankom med færgen til Rødbyhavn, mødte politiets udlændingekontrolafdeling en 24-årig belgisk mand. Han rejste sammen med sin far, en 60-årig mand fra Afghanistan. Den 60-årige fremviste et pas, som imidlertid viste sig at være forfalsket, og da han ikke havde nogen gyldig rejselegitimation eller opholdstilladelse, blev han anholdt og sigtet for dokumentfalsk og for overtrædelse af udlændingeloven. Den 24-årige blev sigtet for menneskesmugling og efter afhøring fik han en bøde på 5.000 kroner for overtrædelse af udlændingeloven. Han er fortsat anholdt og afventer en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om evt. udvisning af Danmark, mens hans far blev afvist ved grænsen og sendt retur til Tyskland.
SLAGELSE: Råbte efter politiet
Politiet blev søndag klokken 17.28 kaldt til Asgårdsvej i Slagelse, hvor en mand var højtråbende og skabte noget utryghed. Det var en 24-årig mand fra Slagelse, og han blev bortvist fra stedet. Det holdt dog kun nogle få minutter, hvorefter han returnerede og råbte skældsord til betjentene. Han blev herefter sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at sikre roen i området blev den 24-årige anholdt og taget med til politistationen i Slagelse. Her dampede han lidt af, inden han blev løsladt igen klokken 19.01.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Maribo | Refshalevej | Hus | Lørdag klokken 17.00-21.10 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Nakskov | Teglmarken | Hus | Fredag klokken 10.00 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Nykøbing | Busserisvej | Hus | Fredag klokken 7.30 | Et smykkeskrin med guldsmykker |
Rødby | Egeparken | Hus | Fredag klokken 20.42 | To hvilestole, et tv af mærket LG, et bord, en Verner Panton lampe, en taske og to højttalere af mærket Sonos |
Skælskør | Højåsen | Hus | Fredag klokken 15.00 – søndag klokken 11.45 | Lamper, og et musikanlæg af mærket Sonos |
Sorø | Næstvedvej | Hus | Fredag klokken 11.10-11.20 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Stokkemarke | Vestre Landevej | Hus | Lørdag klokken 17.00-18.05 | Øl |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i den forgangne weekend haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Korsør | Skovvej | Fredag klokken 11.43-13.30 | ATK | 357 | 5 | 50 km/t | 62 km/t | - |
Korsør | Tårnborgvej | Fredag klokken 8.38-9.40 | ATK | 139 | - | - | - | - |
Korsør | Tårnborgvej | Fredag klokken 10.06-11.10 | ATK | 296 | 5 | 50 km/t | 61 km/t | - |
Korsør | Vestmotorvejen ved Storebælt | Søndag klokken 13.16-19.22 | ATK | 9550 | 264 | 110 km/t | 152 km/t | To klip |
Mogenstrup | Præstø Landevej | Søndag klokken 17.23-19.10 | ATK | 610 | 18 | 60 km/t | 74 km/t | - |
Nakskov | Højrebyvej | Lørdag klokken 17.03-19.15 | ATK | 270 | 2 | 80 km/t | 95 km/t | - |
Nykøbing | Brovejen ved Engmosevej | Lørdag klokken 7.36-14.00 | ATK | 3005 | 39 | 60 km/t | 101 km/t | Tre klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Præstø Landevej | Søndag klokken 15.13-16.55 | ATK | 760 | 7 | 80 km/t | 94 km/t | - |
Næstved | Slagelsevej | Fredag klokken 10.20-13.50 | ATK | 845 | 156 | 50 km/t | 87 km/t | 20 klip og to betingede frakendelser |
Næstved | Østre Ringvej ved Stenlængevej | Fredag klokken 8.30-9.30 | ATK | 315 | 20 | 60 km/t | 95 km/t | To klip |
Rude | Næstved Landevej | Fredag klokken 5.39-11.30 | ATK | 501 | 22 | 60 km/t | 93 km/t | To klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Haslev | Ringstedvej | Fredag klokken 19.49-20.55 | En enkelt bilist blev sigtet for at køre for hurtigt. Den pågældende blev målt til at køre 109 km/t, hvilket giver et klip i kørekortet |
Holme-Olstrup | Landevejen | Lørdag klokken 12.50-13.02 | Ingen sager |
Nakskov | - | Fredag klokken 16.25-19.06 | En blev sigtet for at køre over for rødt lys på cykel, en for at lave unødig røg og støj og en for at have brugt håndholdt mobil under kørslen |
Slagelse | - | Fredag klokken 16.30 | Der blev afsløret en enkelt narkobilist |
Vordingborg | Algade | Fredag klokken 20.10-20.58 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nykøbing | Grønsundsvej | Fredag klokken 21.25 | 56-årig mand fra Nørre Alslev | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |
Næstved | Gardehusarvej | Fredag klokken 12.29 | 60-årig mand fra Fensmark | Spirituskørsel |
Næstved | Vestre Ringvej | Lørdag klokken 3.45 | 20-årig mand fra Karrebæksminde | Spirituskørsel og narkokørsel. Den 20-årige havde 0,1 gram hash på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Lørdag klokken 19.25 | 27-årig mand fra København | Narkokørsel |
Rønnede | Faxevej | Søndag klokken 2.51 | 38-årig mand fra Rønnede | Spirituskørsel, narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og da den 38-årige havde 1,2 gram hash i lommen, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Sakskøbing | Nykøbingvej ved Radsted | Lørdag klokken 23.40 | 19-årig mand fra Odense | Spirituskørsel |
Slagelse | Korsørvej | Lørdag klokken 16.04 | 80-årig mand fra Slagelse | Spirituskørsel |
Slagelse | Østre Alle | Fredag klokken 17.30 | 27-årig mand fra Stenlille | Narkokørsel |
Sorø | Saxogade | Fredag klokken 1.20 | 45-årig mand fra Sorø | Narkokørsel |