Rødby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Amfetamin og piller
I forbindelse med en ransagning på en adresse på Ærøvej i Slagelse i går klokken 7.30 fandt politiet både amfetamin og ulovlige piller på stedet, og en 18-årig mand blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NYKØBING F.: Vidner til voldsepisode
I går klokken 10.34 stod en 83-årig kvinde og ventede på grønt lys i et fodgængerfelt på Engboulevarden i Nykøbing F. Af uvisse årsager blev hun pludselig skubbet hårdt i brystet af en yngre mand, der kom gående over for rødt lys. Kvinden faldt bagover og slog hovedet i jorden. Den 83-årige blev kørt til på sygehuset med en ambulance, hvor hun blev behandlet for sine skader. Et vidne på stedet fulgte efter gerningsmanden, men han slap væk omkring Slotsbryggen. Politiet efterlyser vidner til episoden og oplysninger om, hvem gerningsmanden er, eller hvor han befinder sig. Han beskrives som 25 – 35 år, 170-175 cm høj, mørkt skulderlangt fedtet hår, lys i huden, talte udenlandsk og iført sort tøj. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
(SC: 1900-73241-00690-22)
NYKØBING: 30 blitzet i hastighedskontrol
En af politiets målevogne stod onsdag mellem klokken 10.43 og 16.00 på Gaabensevej i Kraghave. Det er en strækning, hvor der er sket flere færdselsuheld, og der er hastighedsbegrænsning på 60 km/t. 3024 trafikanter kørte forbi målebilen, og 30 blev målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed var 86 km/t, og to havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet.
NÆSTVED: 29-årig sigtet for vold
En mand blev i går eftermiddags slået i hovedet af en anden mand, mens han sad i sin bil, der var parkeret på Gramsvej i Næstved. Manden måtte en tur på skadestuen til behandling for sine skader. Ud fra vidneudsagn fandt politiet senere på dagen frem til en 29-årig mand fra Næstved, som blev anholdt og sigtet for vold.
SLAGELSE: På tur med hash på lommen
Politiet fik i går aftes et tip om, at en ung mand gik rundt og solgte narko ved Parkvej og Anlægget i Slagelse. Kort efter havde politiet fået fat i en 20-årig mand fra byen, som havde hash på sig. Han blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
DANNEMARE: Høst af hamp
Poltiet ransagede i går klokken 20.10 en adresse i Dannemare. Her fandt betjentene 43 hampplanter, som alle blev høstet og taget med til destruktion. En 32-årig mand blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: På stjålne nummerplader uden kørekort
Torsdag klokken 2.48 standsede politiet en bilist på Landevej ved Villa Galinavej uden for Holme-Olstrup. Det var en 33-årig mand fra Borup, der imidlertid var frakendt førerretten. De nummerplader, der sad på bilen, var stjålet fra en anden bil, og bilen viste sig slet ikke at være hverken indregistreret eller forsikret. Den 33-årige var efterlyst til fogedretten, så derfor blev han anholdt og overgivet til Midt- og Vestsjællands Politi. Ved visitationen af den anholdte fandt politiet 5,5 gram amfetamin, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for overtrædelse af færdselsloven.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Karrebæk | Mikkelhøj | Torsdag klokken 2.58 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
Næstved | Refsnæsvej | Tirsdag klokken 13.30-19.30 | Et armbåndsur af ukendt mærke og en pyntenål |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Bråbyvej | Onsdag klokken 8.42-12.10 | ATK | 183 | 23 | 50 km/t | 74 km/t | Fire klip |
Nykøbing | Gaabensevej, Kraghave | Onsdag klokken 10.43-16.00 | ATK | 3024 | 30 | 60 km/t | 86 km/t | To klip |
Sorø | Kalundborgvej | Onsdag klokken 16.07-21.45 | ATK | 787 | 46 | 60 km/t | 95 km/t | 10 klip |
Sorø | Vestmotorvejen | Onsdag klokken 5.35-11.15 | ATK | 8197 | 49 | 130 km/t | 158 km/t | - |
Stege | Klintevej | Onsdag klokken 15.57-19.57 | ATK – bestilt færdselskontrol | 324 | 1 | 50 km/t | 69 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Bandholm | Havnegade | Onsdag klokken 16.00-16.30 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Næstved | - | Onsdag klokken 15.30-17.30 | Ingen sager |
Rødby | Havnevej | Onsdag klokken 14.30-15.00 | Bestilt færdselskontrol: Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Vestre Ringvej | Torsdag klokken 1.02 | 33-årig mand fra Frederiksberg | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Onsdag klokken 14.25 | 57-årig mand fra København | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Onsdag klokken 17.00 | 36-årig mand fra København | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Onsdag klokken 18.45 | 23-årig mand fra København | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Torsdag klokken 0,55 | 29-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |
Vordingborg | Fragevej | Onsdag klokken 17.53 | 25-årig mand fra Vordingborg | Spiritus- og narkokørsel |