Rødby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Selvkørende bil rullede ind i hus
Mandag klokken 8.10 blev politiet kaldt til Hansensvej i Slagelse, hvor en bil var kørt gennem en hæk og ind i et hus. Det viste sig at være en varebil, som, mens føreren var et ærinde i nabolaget, af sig selv var rullet på tur, fordi håndbremsen ikke var trukket. Bilen blev noget beskadiget, og det samme gjorde det murværk, den havde ramt.
MARIBO: Hash på banegården
En patrulje fra lokalpolitiet var mandag eftermiddag forbi banegården i Maribo, hvor der stod nogle unge og røg – tilsyneladende på de sidste rester af en joint, og der lugtede da også en del af hash. En af de tilstedeværende – en 17-årig fyr fra Rødby – havde 7,76 gram hash på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: To sigtet for vold
Politiet fik mandag klokken 18.35 en anmeldelse om, at der havde været et skænderi på Ejlersvej, hvor en mand efterfølgende havde fået nogle slag i ansigtet. Det var en 35-årig mand, det var gået ud over, og på baggrund af vidneudsagn standsede politiet umiddelbart en bil med en 29-årig mand fra Næstved, der kørte sammen med en 28-årig mand fra Hvidovre. De blev anholdt klokken 19.04 og sigtet for vold, og begge blev afhørt på politistationen i Næstved. Begge de sigtede blev løsladt igen midt på aftenen.
NYKØBING: Røveriefterlyst anholdt
Politiet efterlyste i weekenden en mand efter et røveri i et supermarked på Parkvej i Nykøbing. En kunde havde taget nogle madvarer, som han ikke betalte for, da han gik ud af forretningen, og da han blev kontaktet af medarbejderne, slog tyven ud efter en medarbejder, som blev væltet omkuld på jorden og fik flere slag og spark i ansigtet. Gerningsmanden blev efterlyst, og på baggrund af flere henvendelser fra borgere anholdt politiet mandag formiddag en 22-årig mand fra lokalområdet på hans bopæl. Han er sigtet for røveri, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Karise | Præstevænget | Søndag klokken 22.00 – mandag klokken 8.00 | En taske og en pung med kontanter og diverse kort |
Slagelse | Poppelvænget | Mandag klokken 8.57-17.16 | Ikke gjort op om der er stjålet noget |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Nakskov | Løjtoftevej | Mandag klokken 8.50-12.15 | ATK | 307 | 23 | 50 m/t | 75 km/t | To klip |
Næstved | Landevejen, Lov | Mandag klokken 10.55-14.00 | ATK | 88 | 7 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Næstved | Vordingborgvej, Stenstrup | Mandag klokken7.12-10.12 | ATK | 551 | 10 | 70 km/t | 89 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | |
Nakskov | Spodsbjergvej | Mandag klokken 16.40-17.42 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Faxe | Faxe Havnevej | Tirsdag klokken 5.01 | 20-årig mand fra Faxe Ladeplads | Narkokørsel og kørsel uden førerret |
Sorø | Sorøvej | Mandag klokken 17.16 | 26-årig mand fra Stenlille | Narkokørsel |
Søllested | Kaj Munks Vej | Mandag klokken 22.41 | 57-årig mand fra Søllested | Spirituskørsel |