Rødby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NYKØBING: Fandt hash og knojern
Efter et tip om, at der muligvis var ulovlige stoffer, ransagede politiet torsdag formiddag en lejlighed i Nykøbing. Hos den 31-årige beboer fandt politibetjentene en klump hash på 40 gram, som blev konfiskeret, og den 31-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 18-årig mand, der også var på stedet, viste sig at have et knojern i jakkelommen, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.
STOKKEMARKE: Alt for hurtig knallert uden forsikring og nummerplade
Politiet standsede torsdag klokken 12.01 en knallertkører på Vestre Landevej i Stokkemarke, som kom kørende med alt for høj hastighed. Føreren var en 19-årig mand fra Horslunde, som imidlertid ikke havde kørekort til knallerten. Knallerten var en stor knallert, som hverken var indregistreret eller forsikringen, men til gengæld viste en test på et rullefelt, at den kunne køre væsentlig hurtigere end tilladt. Den 19-årige blev sigtet for en stribe overtrædelser af færdselsloven.
KARREBÆKSMINDE: Bil beslaglagt efter færdselsuheld
Politiet blev torsdag klokken 14.33 kaldt til Alleen i Karrebæksminde, hvor en bil var kørt ind i to træer og havde ramt nogle sten og betonstolper. Det var en 38-årig mand fra lokalområdet, som havde mistet herredømmet over sin bil. Muligvis på grund af alkohol, for en alkometertest viste, at han havde en promille, der var noget højere end det tilladte. På grund af promillens størrelse blev hans kørekort inddraget på stedet, og hans bil blev beslaglagt. Den 38-årige er sigtet for spirituskørsel.
SLAGELSE: Brand i villa
Politi og brandvæsen blev torsdag klokken 18.52 kaldt til Herluf Trollesvej i Slagelse, hvor der var udbrudt brand i et tofamilieshus. Beboerne i huset blev evakueret, og brandvæsenet fik ilden under kontrol, så branden var slukket kort før klokken 21.00. Ingen personer kom til skade ved branden, men brandstedet skal nu undersøges for at fastlægge brandårsagen.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Nysted | Sakskøbingvej | Hus | Onsdag kl. 16.00 – torsdag kl. 07.18 | Håndværktøj |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Holeby | Maribovej | Torsdag klokken 14.53-16.55 | ATK – bestilt færdselskontrol | 140 | 2 | 50 km/t | 62 km/t | - |
Korsør | Storebæltsbroerne | Torsdag kl. 05.52 – 11.30 | ATK | 2812 | 21 | 110 km/t | 142 km/t | - |
Rødby | Havnevej | Torsdag klokken 17.45-19.44 | ATK – bestilt færdselskontrol | 40 | 8 | 50 km/t | 99 km/t | To klip og en betinget frakendelse |
Rønnede | Faxevej | Torsdag kl. 09.00 – 13.30 | ATK | 846 | 56 | 60 km/t | 83 km/t | 1 klip |
Sorø | Holbækvej | Torsdag kl. 06.50 – 11.45 | ATK | 1038 | 21 | 40 km/t | 63 km/t | 4 klip |
Toksværd | Søledsvej | Torsdag klokken 12.38-1415 | ATK – bestilt færdselskontrol | 72 | 22 | 40 km/t | 64 km/t | Fem klip |
Væggerløse | Gedser Landevej | Torsdag kl. 11.22 – 17.00 | ATK | 824 | 11 | 70 km/t | 92 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Haslev | Sydmotorvejen afk. 35 | Torsdag kl. 13.35 – 16.15 | 7 sæt nummerplader inddraget – 3 for restance til SKAT, 2 for manglende forsikring, 2 for manglende fremstilling til syn. Derudover blev 1 sigtet for kørsel uden førerret og 1 sigtet for brugstyveri af motorkøretøj. |
Lolland Kommune | - | Torsdag kl. 10.31 – 13.42 | 7 køretøjer standset – 1 blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele, 2 for brug af håndholdt mobiltelefon, 1 sag vedrørende overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen og en lille knallert der kørte væsentligt over 43 km/t. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.