Onsdag eftermiddag blev tre udenlandske mænd i alderen 34-45 år anholdt i Rødbyhavn, mens de var på vej ud af Danmark. Mændene mistænkes for at stå bag en række indbrud i landejendomme, hvor der er stjålet effekter til en værdi af over 1,1 millioner kroner.
Indbruddene, som mændene er sigtet for, fandt sted i månederne april, maj, juni og juli i områderne Slagelse, Græsted, Jægerspris og Rødby. De sigtede fremstilles i retten i Nykøbing torsdag klokken 10.00, hvor anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet bliver afviklet for lukkede døre.
Politiet arbejder nu på at undersøge, om de tre sigtede kan sættes i forbindelse med andre lignende indbrud.